Bevidst haltende bagefter, kommer jeg nu med en privat blog. Indholdet på denne blog vil være meget varierende og brugbart for mange forskellige personer. Det er ingen tvivl om at dette er en privat blog om mig, men det er ikke kun mine handlinger der vil blive berettet om.
På denne blog vil der i høj grad blive skrevet om emner der interessere mig – ikke nødvendigvis noget jeg er en aktiv del af!
Da programmering eksempelvis interessere mig (snart datamatiker), er det ikke utænkeligt at der vil komme posts om problemstillinger jeg har mødt som programmør. Problemstillinger jeg tror på kan hjælpe andre og/eller måske også mig selv på et senere tidspunkt.
Give and take..
Jeg har i mange år trukket på viden fra blogs, fora og online magasiner – og vil fortsat benytte disse ressourcer. Efterhånden føler jeg mig rustet til at kaste mig ud i alle tre genre og bidrage med indhold til World Wide Web.
Gennem de sidste par år har jeg været en del af online magasinet ComputerGEIL.dk som skribent. Her har jeg leveret en lang række nyheder og artikler, som jeg i en hvis udstrækning er stolt over. Menneskerne bag siden og de øvrige magasiner er ikke mindre end fantastiske – ingen tvivl om det! Men der har ikke været så meget der har lokket mig til at skrive på siden, og jeg er derfor faldet mere eller mindre fra. Men jeg har givet tilbage til online magasiner og vil måske gå aktivt ind i dette igen på et tidspunkt.
I min søgen og til tider frustration over manglende informationer i en tråd i et forum, har jeg ofte tilvejebragt eller forespurgt ny information. Jeg har givet tilbage løbende til diverse tilfældige fora på nettet ligeså lang tid jeg har opsøgt viden. Ingen nævnt ingen glemt.
I stigende grad er blogs blevet en kilde til viden på nettet. Web 2.0 nærmest diktere at, vi skal dele alt om os selv via vores egne personlige blogs. Og hvis vi kan have mere end 1 blog, så vi har en blog for hver interesse er det endnu bedre! Det har resulteret i en overflod af blogs med ligegyldigt indhold (som på denne blog – mens jeg skriver) som er ubrugeligt for alle andre end skribenten selv. Men iblandt alle de ubrugelige blogs, findes der en promille af seriøse blogs som ofte er placeret højt hos vores alle sammens bedste imaginære ven Google. Blogs der har posts der omhandler netop det vi søgte svar på! Disse blogs tilfører i dag nettet ligeså stor værdi som online magasiner og fora, og det er mit ubestridte mål at jeg en dag har en post placeret i toppen af en søgning på noget andre kunne bruge. På denne måde kan jeg give tilbage til den kultur jeg så længe har nasset på.
Men men men..
Korrekte, fejlfrie, informative og brugbare artikler vil ikke være denne blogs eneste virkemiddel. Jeg vil kombinere min mission om at give tilbage til blog-kulturen, uden at forurene med for mange brugbare artikler. Derfor sørger jeg også for nogle ubrugelige artikler (som denne) finder frem til bloggen. Jeg vil jo ikke ændre for meget på blog-kulturen og forholdet imellem ubrugelige og informative posts!
Vil jo ikke sagsøges af WordPress eller andre fra blog-kulturen for ukorrekt blogging
Esser i ærmet!
Der er blevet gemt nogle esser i ærmet, da jeg ikke helt endegyldigt har fortalt alle grunde til denne blog er oprettet. Der er nemlig også en sidste og afgørende faktor. Jeg vil bruge denne blog til at øge min placering på søgemaskiner – i alt hvad jeg laver. Som nogle ved, vægtes en side som mere relevant jo flere sider der linker til den. Så når jeg linker til mine projekter (egene og jobs) fra denne side, vil de blive vægtet lidt højere. Det kan godt tænkes at der vil komme mere forkromede forklaringer om SEO (Søgemaskine Optimering, red), der i højere grad og i detaljer fortæller om idéen bag dette.